HISTORIE:


Fristedet blev dannet i november 1976 som den første danske, selvstændige forening for bøsser og lesbiske. Vi har altid haft base i Herning, og dækker hele Midt- og Vestjylland.
 
Når der holdes festlige arrangementer plejer vi at annoncere for dette. Tidligere lavede vi plakater, som blev hængt op i byen og satte en annonce i ugeavisen. Men nu, hvor mange har internetadgang og Fristedet har fået en hjemmeside, er dette faldet bort. Nu annonceres der primært her på sitet og ved større fester også på www. boyfriend.dk. Fra tid til anden bliver der ligeledes udsendt nyhedsbreve til vore medlemmer om, hvad der sker i foreningen.
Vi kan også følges på facebook, så gå ind og tilmeld dig der.
 
Foreningen har omkring 50 betalende medlemmer. Bestyrelsen består af 7 personer, valgt for 2 år ad gangen. Der afholdes generalforsamling hvert efterår. Eneste krav for at kunne stille op til valg, er at du er medlem af foreningen og ønsker at tage del i arbejdet med at holde foreningen og dens arrangementer kørende. For deltagelse til fester, aktiviteter eller cafebesøg kræves der ikke medlemskab.
 
Telefonen 2992 7111 er åben onsdag og søndag kl. 19-21. Udover tilmelding til de forskellige arrangementer, kan du også ringe ind vedr. alle slags relevante spørgsmål. Står du f.eks. midt i en ”spring ud fase” kan du få støtte, råd og vejledning, helt anonymt  
 
I årenes løb har en opringning fra en interesseret været første kontakt med Fristedet. Nogle får lyst til at møde op til arrangementerne som Fristedet afholder, og får der igennem skabt sig et netværk og måske en kæreste! Alene det er nok til at foreningen har sin eksistensberettigelse. Vi er efterhånden flere hundrede personer, som nødigt ville have undværet dette fællesskab, hvad enten homoseksualiteten har været et problem for os eller ej.
 
Foreningen er en del af Stop-AIDS, en landsdækkende sammenslutning af foreninger, der arbejder for oplysning om HIV og AIDS, og aktiviteter for HIV og AIDS-ramte. Ønsker du oplysninger om HIV og AIDS er du velkommen til at henvende dig til Fristedet. Vi tilbyder gerne en samtale eller du kan blot hente information via foldere vi har liggende. Skoleelever eller studerende, som laver projekt-opgave om homoseksualitet er ligeledes velkomne til at rette henvendelse. Ring så finder vi ud af noget.
 
I årenes løb har vi haft mange skiftende adresser. Foreningen har dog forsøgt sig med egne lokaler, da vi havde cafe på Silkeborgvej. Men efter at vi på frivillig basis havde drevet stedet i 3½ år, måtte bestyrelsen i sommeren 2007 beklageligvis erkende, at kundegrundlaget i Herning og omegn ikke er stort nok til at cafeen kunne rende rundt og vi måtte lukke.
 
I stedet har vi som i gamle dage taget imod kommunens tilbud om, at benytte de faciliteter, som de kan stille os til rådighed. Denne gang på "Kulturellen" i Herning. Se andetsteds på hjemmesiden, hvornår der er åbent og hvad der er planlagt.
 
Vi i bestyrelsen vil opfordre alle til at kigge ind, enten til en hyggelig klubaften eller til en af vore festlige fester. Både medlemmer, ikke medlemmer, nye som kendte ansigter er altid velkomne. Vi fra bestyrelsen håber og ser frem til at så mange som mulig vil benytte sig af tilbuddet. (Se under aktiviteter )